Erfaren byggesagsbehandler til Nyborg Kommune
Har du lyst til en hverdag med masser af spændende faglige udfordringer og mulighed for en fleksibel tilrettelæggelse af egne opgaver og arbejdstid? Så er det måske dig vi mangler.
Kom og vær en del af vores dedikerede byggesagsgruppe, som lige nu søger en ny kollega, der kan indgå i teamet.
Vores arbejdsplads
Vi er et team på 12 engagerede medarbejdere, som glæder sig til at byde en ny kollega velkommen.
Vi er en gruppe med et godt kollegialt sammenhold og en humoristisk tilgang til en ofte hektisk hverdag. Vores fokus er at yde en god service til borgere og virksomheder, så de ønskede byggeprojekter kan realiseres.
Byggesagsgruppens opgaver er blandt andet behandling af byggesager, landzoneadministration, lokalplanvurderinger, -dispensationer, matrikelsager og ejendomsskattesager, samt sundhedsfarlige boliger og BBR. Vores kerneopgave er sammen med ansøger at finde de bedst mulige løsninger, som kan tilgodese ansøgers ønsker indenfor lovgivningens rammer. I forbindelse med sagsbehandlingen koordinerer vi i tæt samarbejde med vores dygtige kollegaer rundt i huset på de andre fagområder Miljø, Plan, Klima, Natur, Ejendomme og Vej.
Du vil få ansvaret for egne opgaver, der i første omgang hovedsageligt vil bestå af boligsager, herunder enfamiliehuse, rækkehuse og sommerhuse. Dertil kan der blive tale om opgaver som arrangementer, og rollen som tovholder på tværfaglige projekter. På sigt er der mulighed for at dine opgaver tilpasses din profil, kompetencer og interesser.
I hverdagen går vi meget op i kollegialt at udveksle erfaring og hjælpe hinanden med de mere komplekse opgaver. For selv om vi har eget ansvar for egne opgaver, løfter vi i flok, sådan lykkes vi bedst.
Dine vigtigste arbejdsopgaver
Sammen med resten af teamet vil dine opgaver primært bestå af:
- Myndighedsbehandling af byggesager, herunder lovliggørelsessager.
- Vejledning af borgere og virksomheder om byggeprojekter.
- Forhåndsdialog om byggeprojekter.
- Tværfagligt samarbejde med resten af organisationen.
- Input til optimering af arbejdsgange og processer.
Vi tilbyder:
- Gode kollegaer, som gerne vil hinanden.
- Et spændende job med mange forskellige faglige udfordringer i et uformelt arbejdsmiljø blandt dygtige og engagerede kollegaer.
- Tillidsfuld og nærværende ledelse.
- Ansvar for egne opgaver.
- Et job, hvor du har store muligheder for selv at præge opgaverne sammen med de øvrige kolleger i gruppen.
- Mulighed for faglig og personlig udvikling.
- Flextid, vi har fleksible rammer med mulighed for at arbejde hjemmefra, så du kan få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen.
- Fleksibel fredag, hvor kontoret er lukket udadtil, så der er tid til fokus enten hjemme eller fra kontoret.
- Fantastisk kantineordning.
- Gode parkeringsforhold samt kort afstand til offentlig transport.
Dine kompetencer
Vi forestiller os, at:
- Du har bred erfaring med byggesagsbehandling.
- Du har gode samarbejdsevner.
- Du er servicemindet, men kan også være præcis og tydelig i rollen som myndighed.
- Du påtager dig ansvar for opgavernes fremdrift og løsning.
- Du arbejder helhedsorienteret, og ved hvornår du skal involvere andre.
- Du har lyst til at bidrage med at udvikle det tværfaglige samarbejde i organisationen.
- Du er god til at kommunikere i skrift og tale.
- Du kan arbejde i Microsoft Office-Pakken og GIS. Det er en fordel med kendskab til KMD Nova/Nova byggesag.
- Det er et krav, at du har kørekort.
Yderligere information:
Send os dit CV med erfaringer og motivation for stillingen inden fredag 7. november 2025.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at der skal afleveres straffeattest inden ansættelse.
Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte afdelingsleder for Byg & Miljø, Chrestina Rossen på tlf. 2115 8767 eller på mail chrro@nyborg.dk.
Ansøgningsfrist 7. november 2025
Ansættelsessamtaler afholdes løbende
Tiltrædelse snarest muligt
Nyborg Kommune har indført røgfri arbejdstid. Rygepolitikken skal sikre, at alle ansatte i Nyborg Kommune kan færdes i et røgfrit arbejdsmiljø.