Distrikt Aften søger social- og sundhedshjælpere og -assistenter
I Distrikt Aften har flere borgere brug for hjælp, og derfor søger vi nye kollegaer i aftenvagt, og for nuværende med weekendarbejde hver anden uge.
Vil du være med til at skabe de bedste muligheder for et sundt, aktivt og værdigt liv for vores borgere? Drømmer du om at blive del af en arbejdsplads med dygtige kollegaer og fokus på høj trivsel og et godt arbejdsmiljø? Så har vi den helt rigtige arbejdsplads til dig.
Vi søger:
- Social- og sundhedshjælpere og social- og sundhedsassistenter.
- Medarbejdere med en anden relevant faglig baggrund som eksempelvis pædagog, pædagogisk assistent eller lignende med erfaring indenfor pleje og lyst til at lære mere.
Stillingerne er som udgangspunkt på fuld tid. Der vil for nuværende være weekendarbejde hver anden uge.
Derudover er det et krav, at du har kørekort.
Det får du, når du arbejder sammen med os:
- En god og grundig introduktion og oplæring.
- Egen ledelse og koordinatorer.
- En arbejdsplads med fokus på arbejdsglæde og trivsel.
- Medindflydelse på egen rute og arbejdsplan.
- Løbende kompetenceudvikling gennem vores unikke kompetenceudviklingsprogram med tilhørende lønmodel.
- Engagerede kollegaer og ledere, som målrettet arbejder med kerneopgaven, værdier og den gode arbejdsplads.
- Tæt sparring og faglig dialog på opgaverne.
Vi forventer, at du:
- Er uddannet social- og sundhedshjælper, social- og sundhedsassistent eller har anden relevant baggrund.
- Er fagligt motiveret og nysgerrig.
- Kan se dig selv i vores værdier; ”Vi drager omsorg, vi er troværdige, vi viser respekt og vi har høj kvalitet i alt”.
- Trives med den tætte borgerkontakt og udviser faglig stolthed i din opgaveløsning, kommunikation og relationer med både borgere og pårørende.
- Er mødestabil, imødekommende og har et godt overblik.
- Kan bruge IT i din hverdag til planlægning og dokumentation.
- Bidrager til fælles arbejdsglæde, det gode samarbejde, trivsel og gode resultater hver dag.
Om Distrikt Aften
Distrikt Aften er et af seks distrikter i Sundhed og Ældre i Nyborg Kommune. Vi besøger ca. 750 borgere fordelt i Ullerslev, Ørbæk og Nyborg By.
Vi er ca. 90 medarbejdere, der brænder for vores arbejde. Vi er organiseret i faste tværfaglige teams, hvor social- og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker, terapeuter og ufaglærte medarbejdere arbejder sammen.
Vi varetager sundhedsfaglige opgaver, pleje, omsorg og praktisk hjælp til vores borgere. Vi har fokus på pleje, omsorg og rehabilitering ud fra den enkelte borgers ønsker og behov samt med respekt for den måde, borgeren har levet sit liv på.
Du vil blive del af en arbejdsplads, hvor vi kontinuerligt arbejder med at udvikle vores arbejdsplads for at sikre høj trivsel og arbejdsglæde, og hvor du har mulighed for at udvikle din faglighed løbende og systematisk.
Udover at vi altid tilstræber at skabe de bedste rammer og vilkår for vores borgere, ønsker vi også at være en arbejdsplads med høj moral. Har du en stor faglighed, så er vi et sted, hvor du kan bygge oven på dit fundament hver eneste dag. Vi tror, at faglig udvikling er vejen til tilfredse medarbejdere, som giver tilfredse borgere.
Derfor arbejder vi systematisk med vores kompetenceudviklingsprogram, hvor du og dine kollegaer løbende har mulighed for at udvikle jeres kompetencer.
I Sundhed og Ældre bliver du en del af et arbejdsfællesskab, som målrettet arbejder med at løse vores fælles kerneopgave ”SAMMEN med borgeren skaber mulighed for et sundt, aktivt og værdigt liv”. Kerneopgaven er udgangspunkt for den måde, vi planlægger, samarbejder og løser vores opgaver på.
Du kan læse mere om vores ældrepolitik, kerneopgave og værdier her.
Har ovenstående skabt nysgerrighed?
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til:
- Distriktsleder Susanne Jensen tlf.: 2169 9390
- Assisterende distriktsleder Louise Raistrick tlf.: 2327 3631
- Assisterende distriktsleder Charlotte Hansen tlf.: 2937 3610
Yderligere information:
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at der indhentes offentlig straffeattest inden ansættelse.
Ansøgningsfrist 19. februar 2026
Ansættelsessamtaler afholdes løbende med opsamling 24. februar 2026
Tiltrædelse 1. april 2026 eller hurtigst muligt
Nyborg Kommune har indført røgfri arbejdstid. Politikken gælder alle ansatte og betyder, at det ikke er muligt at ryge i arbejdstiden. Rygepolitikken skal sikre, at alle ansatte i Nyborg Kommune kan færdes i et røgfrit arbejdsmiljø.