4kløver Skole og Børnehus søger en dedikeret og omsorgsfuld personlig medhjælper eller pædagogisk assistent

Har du mod på at støtte en handicappet dreng i vores indskoling og SFO? 

4kløver Skole og Børnehus søger en dedikeret og omsorgsfuld personlig assistent eller medhjælper til at støtte en dreng i anden klasse, som lever med muskelsvind. Vi ønsker at sikre, at vores elev får den bedst mulige skoleoplevelse og maksimal støtte i sin daglige skolegang. Som personlig assistent vil du spille en afgørende rolle i at skabe et inkluderende og støttende miljø for vores elev. 

Arbejdsopgaver:

  • Yde personlig pleje og støtte til eleven i overensstemmelse med hans behov, herunder hjælpe eleven med at energiforvalte, så der er energi til hele dagen
  • Assistance ved toiletbesøg og personlig hygiejne
  • Hjælpe eleven med udstrækning støttet af ergoterapeuter 
  • Sørge for tilpasning og tilgængelighed af undervisningsmaterialer og teknologi
  • Ved behov støtte eleven i hans skolearbejde og opgaveløsning, men samtid med blik for at opøve elevens selvstændighed
  • Samarbejde med lærerteamet omkring eleven for at sikre en inkluderende og tilpasset undervisning
  • Skabe et trygt og omsorgsfuldt miljø for eleven og støtte ham i sociale aktiviteter, bl.a. i frikvartererne
  • Være i tæt dialog med hjemmet

Kvalifikationer:

  • Erfaring med at arbejde med børn med særlige behov, herunder børn med muskelsvind, er en fordel. 
  • Empatisk og tålmodig med evnen til at skabe tillid og tryghed hos eleven
  • Fleksibel og i stand til at tilpasse sig skiftende behov og rutiner
  • God kommunikationsevne og evne til at samarbejde med både elever, forældre og skolepersonale
  • Respekt for elevens privatliv og evne til at bevare fortrolighed

Jobbet indeholder både personlig pleje, men også en stor grad af pædagogik, da den fornemmeste opgave er, at få drengen til at være en naturlig del af fællesskabet fagligt og socialt. Din baggrund kan således spænde vidt. Stillingen vil derfor være en 32 timers stilling, og det må forventes at der også er flere timer i institutionens SFO, hvor man indgår i den almindelige vagtplan.
Som pædagogmedhjælper på 4kløver Skole og Børnehus skal man være indstillet på at arbejde i forpligtende kollegiale fællesskaber.

Om skolen:
4kløver Skole og Børnehus er en landsbyordning på tre matrikler i Ørbæk og Frørup, der ligger i den sydlige del af Nyborg Kommune. Skolen har ca. 440 elever og 60 medarbejdere og består af to skolematrikler: Afdeling Ørbæk med 0.- 9.klasse og  afdeling Frørup med 0.-6. kl. og dertil tilknyttet Børnehuset Skattekisten med vuggestue og børnehave. Afdeling Ørbæk og afdeling Frørup har begge egen SFO, der har god opbakning fra eleverne.
Skolen er bl.a. kendetegnet ved at have et højt fagligt niveau, et veluddannet og ambitiøst personale og en engageret institutionsbestyrelse. Desuden har vi særdeles gode fysiske rammer både inde og ude. Skolen råder over idrætshaller på begge matrikler og har i Ørbæk PLC integreret i det lokale folkebibliotek, der findes i tilknytning til skolen.

Yderligere information
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og principperne for lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på at der indhentes børneattest og straffeattest skal forevises inden ansættelse.

For yderligere oplysninger om stillingen bedes du kontakte afdelingsleder for grundskolen Bo Michael Pedersen på tlf. 2943 3618

Stillingen er en 32 timers stilling og forventes besat pr. 1. august 2024. 

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med tilhørende relevante bilag   

Ansøgningsfrist 2. juli 2024 
Ansættelsessamtaler forventes afholdt 4. juli 2024 fra kl. 10.00.
Tiltrædelse 1. august 2024                                                                                                                              

Nyborg Kommune har indført røgfri arbejdstid. Politikken gælder alle ansatte og betyder, at det ikke er muligt at ryge i arbejdstiden. Rygepolitikken skal sikre, at alle ansatte i Nyborg Kommune kan færdes i et røgfrit arbejdsmiljø.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Tiltrædelse: 1. august 2024
Adresse på arbejdssted: Langemosevej 1, 5853 Ørbæk
Kontaktperson: Bo Michael Pedersen
Telefonnr.: 2943 3618
Nyborg Kommune
Rådhuset, Torvet 1, 5800 Nyborg
T: 6333 7000
E: kommune@nyborg.dk
CVR.nr.: 29189722